2017 Nyhedsbrev August

Skrevet den 16. august 2017 af Britta Thybo

Nyhedsbrev Snegla August 2017. 

Kære Snegla medlemmer.

Så er sommeren ved at synge på sit sidste vers, og sikke en sommer det har været.
Ikke meget sol og varme, men blæst, regn og lave temperaturer. Lige et islændervejr. Vores dejlige heste har helt sikkert nydt dette vejr.
Der har også været virkelig mange og spændende oplevelser for en stor del af klubbens tobenede medlemmer i sommerens løb. 

Holstebro festuge.
Som bekendt var der i uge 24 Holstebro festuge med Odinteatret som hovedaktør. Temaet var ”Det vilde vesten ”, og gennem hele ugen spillede heste en central rolle i forestillingerne. Nogle af disse heste kom faktisk fra VORES klub.
Første gang var mandag d. 12. juni, hvor 10 af Dortes rideskoleheste agerede ”læseheste” på Holstebro Bibliotek . En rolle, som de klarede med bravour, selv om der var fyldt med tilskuere. De rolige heste klarede hele virvaret helt upåvirkede i den halve time, de skulle være der. Dorte kunne virkelig være stolt af hendes seje heste. Video taget af et af klubbens medlemmer kan ses på klubbens FB side.
Næste gang Snegla heste optrådte var fredag d. 16. juni ved Græm Strand. En meget spektakulær oplevelse for både ryttere og publikum, hvor det franske teater THEATRE du CENTAURE sammen med ca. 90 ryttere lavede en ANIMAGLYPH på stranden. I en lang række bevægede alle ekvipagerne sig i langsomt tempo fra en mark ved Husby langs med stranden, indtil de nåede Græm, hvor der med franskmændene i front blev tegnet forskellige figurer i sandet. Hele optrinnet, som fandt sted med blæsende vejr og høje bølger som kulisse kan også ses på klubbens FB side.
Vores klubmedlem Helle Kamp optrådte andre steder med sine heste sammen med Odin teatret samme fredag, så klubbens heste blev vist frem på mange måder.

Ridelejr for de yngste.
Kun 2 uger senere havde klubbens yngste medlemmer en rigtig dejlig ridelejr på NR. TOLSTRUP, hvor der blev hygget, striglet og redet i fulde drag. Den længste tur gik til Sørvad, hvor der blev en 
fin pause til både heste og ryttere indtil aftensmaden var blevet spist, og turen gik hjemad igen. Stor tak til juniorudvalget , Jette Gregersen og alle de involverede forældre. I var alle med til at gøre oplevelserne så gode for alle.

Stævner.
Gennem hele foråret har alle Sneglas dygtige konkurrenceryttere deltaget i en hel del stævner i stort set hele landet, hvor mange af dem kvalificerede sig til DM i Herning 14.- 17. juli. De klarede sig alle utroligt flot med mange medaljer i forskelligt metal og hele 3 Danmarksmeste. Det var Alva Bonde, Emilie Saugård Haaning og Anne Katrine Carlsen Desuden vandt Frederikke Stougård sølv og blev udtaget til VM i Holland i begyndelsen af August. Vi ønsker stort til lykke til alle de dygtige piger, der gav alle Snegla supportere som var mødt frem så dejlige oplevelser.
5. august var der også mange Snegla ryttere, der tog til Nøkkvi stævne i Karup. Det blev også en herlig dag, hvor faktisk alle ekvipager fra vores klub kom hjem med sløjfer. Godt gået piger.
Så nåede vi VM i Holland, hvor der var mange i DK, der fulgte de danske ryttere på livestreaming. Således også vores egen Frederikke og Børkur. Det blev til en flot plads i B finalen, hvor de blev nr. 2. Stort til lykke.

Kommende arrangementer:
Mens Sneglafolket til fulde har nydt sommerens oplevelser har rideskolehestene haft en fortjent ferie i grønne omgivelser. De har nu samlet så meget energi, at de er helt parate til opstart af undervisningen 14. august. Denne start har alle glædet sig til, og vi håber på mange gode oplevelser i det kommende år.
Søndag 27. august kl. 14 er der igen søndagsridetur for ryttere med egen hest. Turudvalget sender detaljer ud på klubbens FB side. Prøv at få det til at passe i kalenderen, for det er altid spændende ture at deltage i.
Årets store begivenhed Snegla Open finder i år sted 9. og 10. sept. Tilmeldinger foregår på Sporti.dk og sidste frist er 1-9. Vi håber, at der som tidligere er rigtig mange medlemmer, der har lyst til at hjælpe, og sætte kryds i kalenderen. Mange konkurrenceryttere har tilmeldt sig, men der er også brug for meget hjælp til kiosk, bane og andre steder. Der vil komme tilmeldingslister på FB og rytterstuen. Glæd dig til spændende dage med hyggelige klubmedlemmer.
I april 2018 er der for første gang nogensinde ICE Horse festival i 4 dage i Herning. Bestyrelsen har tilbudt at købe billetter til alle Snegla medlemmer, der gerne vil med, så vi kan sidde samlet, og det var der da godt nok mange, der havde lyst til. På få dage var der næste 70 tilmeldte. Hvor er det fantastisk, at så mange har lyst til at være med.

Som vi før har skrevet, så er Snegla klubben, der aldrig sover, men alle de gode oplevelser kommer ikke af sig selv. Der er mange, der gør et stort arbejde, for at det hele kan lade sig gøre, og hvor er vi heldige med, at vi er i klub med så mange ildsjæle. 

De bedste sommerhilsener fra Bestyrelsen og Anne Marie