2017 Nyhedsbrev Juni

Skrevet den 12. juni 2017 af Britta Thybo

Nyhedsbrev Snegla Juni 2017.

Kære Snegla medlemmer.

I en tid hvor man næsten ikke kan se eller høre nyheder uden at blive
konfronteret med alverdens ulykker og triste hændelser, er det ekstra
vigtigt, at man også har noget at se frem til og glæde sig over. Det har
man heldigvis, når man er medlem af vores islænderklub Snegla. Nogen
kommer næsten hver dag og andre kommer hver uge eller hver måned, men
ligegyldigt hvor ofte man kommer, er der altid noget at glæde sig over.

Selv når der skal arbejdes er det hyggeligt. Det var 21. maj et godt
eksempel på. Der mødtes over 20 seje medlemmer om formiddagen med godt
humør, og så blev der ryddet op, gjort rent, malet, gravet, fejet og
meget mere. Nogle timer senere blev de belønnet med dejlig mad lavet af
Inge Kirkegård. Menuen stod på Snegla suppe, frikadeller og pastasalat,
samt en lækker kage til dessert. Synd at der ikke var flere, der fik
mulighed for at smage lækkerierne, da man stadig snakker om denne fine
menu.

Maj måneds søndagstur gik til Ølgryde Plantage. Som
sædvanlig en dejlig og hyggelig tur, selv om mange desværre var
forhindrede i at deltage, men dem som deltog fik en god rideoplevelse.

Den næste gode dag, der venter lige om hjørnet, er vores D stævne 10. juni.
Mange gode kræfter har været sat i sving, for at alt skal forløbe
planmæssigt. Selv om det er et endagsstævne, skal alt jo findes frem og
klargøres. Et bevis på at vi er medlemmer af en dejlig klub, er f.eks.
at hjælperlisterne hurtigt blev fyldt op. Dejligt at så mange er klar
til at yde en indsats. Håber også mange vil komme og bakke op om vores
mange deltagende ryttere og deres heste. Program for dagen ligger på
klubbens FB side.

I hele uge 24 er der Holstebro Festuge, som man kan læse meget mere om i pressen.

Temaet er ” Det vilde vesten” og der er ca.200 små og store
arrangementer ugen igennem. Alt er arrangeret af Odin teatret, og et af
de mest spektakulære highlights foregår fredag 16. juni kl. 16.45 til
18.00 i Husby. Ryttere fra fjern og nær er blevet inviteret til at
deltage, og også Snegla ryttere. Fra vores klub deltager 13 medlemmer
til hest, og vi håber at andre medlemmer har lyst til at overvære denne
spændende optræden med over 100 heste i strandkanten. Kom i god tid hvis
I vil være sikker på en god parkeringsplads.

For vore yngre medlemmer er nogle ad de bedste oplevelser i årets løb klubbens
rytterlejre. I år er der 2 af slagsen. 28. og 29. juni afholdes lejren
for ryttere der gerne vil have fælles oplevelser og sjove aktiviteter
med heste og kammerater, hvor de to dage i træk kan nyde
rideskolehestene eller måske deres egne. Program og tilmelding kan ses
på Sporti.
1.-3. juli er der Juniorridelejr for ryttere med egne heste. Nærmere detaljer og tilmelding kan også snart ses på Sporti.

2 af vores flittige udvalg har hver især planlagt gode aktiviteter 25.
juni, idet kursusudvalget har arrangeret et spændende longeringskursus
og turudvalget en skøn søndagsridetur til Hodsager for ryttere med egen
hest og transport. Longeringskurset er slået op på klubbens FB side,
hvor man kan læse om indhold og tilmelding. Nærmere information om
Hodsager turen kommer senere på FB. Enten man har lyst til at deltage i
den ene eller anden aktivitet bliver det helt sikkert en god dag.

I sidste Nyhedsbrev blev der skrevet om ”lidt glemsomhed” i forhold til
betaling af sodavand og andre drikkevarer i rytterstuen. Desværre har
det ikke helt hjulpet ”på hukommelsen ”, idet der desværre er nogen, der
glemmer at lægge kontanter i kassen. Derfor overvejer bestyrelsen nye
tiltag for at ” lette på hukommelsen ”, men foreløbig må vi hjælpe
hinanden med at huske at få betalt. Husk at overskuddet går til din
klub.

Det er altid en fornøjelse at kunne skrive om alle de
spændende og forskellige oplevelser og aktiviteter i vores egen klub, og
hvis man har lyst til endnu flere oplevelser med skønne heste og
dygtige ryttere er der allerede 13.-16 juli DM i Herning.

Så med stor forventning til og glæde over de næste måneders oplevelser, vil vi gerne ønske alle medlemmer en rigtig god sommer.

De bedste hilsener fra Bestyrelsen og Anne Marie