NYHEDSBREV SNEGLA
August 2015
Hej alle Snegla medlemmer.
Mon ikke de fleste denne sommer har hørt en del mennesker give udtryk for, at ”vejret har været træls ”?Det er så ikke lige tilfældet for vores dejlige islandske heste og deres ryttere. For hestene har det nemlig været en perfekt sommer med blæst, regn og rimelig lave temperaturer og ikke alt for mange fluer m.m.
Rigtig mange dygtige Snegla ryttere har også haft en forrygende sommer. Søndag d. 9. juli var så mange Snegla folk, som overhovedet kunne og havde mulighed for det, draget til VM i Herning for at heppe på Frederikke og Børkur, der fredag d. 7. juli havde kvalificeret sig til A- finalen med en førsteplads i udtagelsen af T1, og de blev bestemt ikke skuffede. Det var næsten ikke til at tro, at det var ”vores egen ” Frederikke og hendes skønne hest Børkur, der så flot red rundt på banen. Der var heller ikke et øje tørt, da de fik overrakt VM sølvmedaljen, som var så velfortjent. Hjemme på Nr. Tolstrup blev de fejret med flag og champagne, da de kom hjem fra Herning.
Det flotte resultat vakte også pressens interesse, så både aviser og TV lavede artikler og indslag. Både Bestyrelsen og alle andre medlemmer vil derfor endnu engang ønske stort til lykke og rose for den flotte præstation både på banen og i pressen.
For rigtig mange andre Snegla ryttere og deres dejlige heste har det også været en fantastisk sommer på stævnebanerne rundt omkring i Jylland. De dygtige ekvipager har hentet mange rosetter og præmier med hjem.Rigtig hjertelig til lykke med alle de fine resultater, og den fine måde I har repræsenteret klubben på. Det lover godt for fremtiden.
Lørdag d.15. august mødte over 40 klubmedlemmer op på Nr. Tolstrup til arbejdsdag, og hjalp med mange praktiske ting, der skulle klargøres. Dejligt at så mange havde lyst til at gøre en ihærdig indsats og have en hyggelig dag med andre medlemmer. Derfor en stor ros og tak til alle de fremmødte til arbejdsdagen.
Det næste stævne som Snegla folket har fokus på er selvfølgelig Snegla Open 2015 d. 12. og 13. september. Sådan et stort arrangement kræver meget forberedelse. Stævneudvalget har for længe siden lavet program, aftaler med dommere og diverse andre forberedelser. På selve stævnedagene er der også brug for mange hjælpere Der er heldigvis mange, der allerede har meldt sig til de forskellige opgaver på hjælperlisterne til kiosk, pølsevogn, kagebagning og ledvogteropgaver.
Alligevel kan der godt bruges flere hænder til andre opgaver, og vi vil gerne opfordre alle store og små ryttere på alle hold, samt deres forældre eller bedsteforældre til at overveje at komme og give et ” lille nap ” med. På den måde kommer man også til at lære andre hyggelige medlemmer at kende.
Hvis nogen har et par timer tilovers disse dage, kan man henvende sig til: Lone på tlf nr 28510264 Eller tjekke listen i dagligstuen over tjanser i kiosken.
Lørdag d. 12.september kl. 19.00 er der også fællesspisning i rytterstuen på Nr. Tolstrup. Program og detaljer kan ses på Sneglas Face Book side og på opslag i stalden og i rytterstuen. Vi håber, at der er mange, der har lyst til at deltage og få en hyggelig aften.
Turudvalget har lavet et fantastisk flot program til en fælles ridetur i Klosterheden d. 5 september. Desværre har der været for få tilmeldinger, så det har været nødvendigt at aflyse. Det er lidt trist, fordi udvalget har gjort en stor indsats for at imødekomme flere medlemmers ønske om sådan en fællestur. Vi håber dog, at udvalget har lyst til at arrangere både denne tur igen senere, samt andre ture, og at der så vil være flere, der har mulighed for at deltage.
Til slut et lille ønske fra sodavandskassen i rytterstuen, om at man husker at betale på samme tidspunkt, som tager sine drikkevarer. I de senere uger er der desværre nogle, der har ”glemt ” at lægge penge i kassen med det samme. Nogle vælger dog at lægge penge i kassen nogle dage senere.
De bedste hilsener til alle medlemmer med håbet om en god afslutning på sommeren og et rigtigt dejligt efterår med mange gode ride og hesteoplevelser
fra Bestyrelsen og Anne Marie.