August 2015

NYHEDSBREV SNEGLA

August 2015

Hej alle Snegla medlemmer.

Mon ikke de fleste denne sommer har hørt en del mennesker give udtryk for, at ”vejret har været træls ”?Det er så ikke lige tilfældet for vores dejlige islandske heste og deres ryttere. For hestene har det nemlig været en perfekt sommer med blæst, regn og rimelig lave temperaturer og ikke alt for mange fluer m.m.

Rigtig mange dygtige Snegla ryttere har også haft en forrygende sommer. Søndag d. 9. juli var så mange Snegla folk, som overhovedet kunne og havde mulighed for det, draget til VM i Herning for at heppe på Frederikke og Børkur, der fredag d. 7. juli havde kvalificeret sig til A- finalen med en førsteplads i udtagelsen af T1, og de blev bestemt ikke skuffede. Det var næsten ikke til at tro, at det var ”vores egen ” Frederikke og hendes skønne hest Børkur, der så flot red rundt på banen. Der var heller ikke et øje tørt, da de fik overrakt VM sølvmedaljen, som var så velfortjent. Hjemme på Nr. Tolstrup blev de fejret med flag og champagne, da de kom hjem fra Herning.

Det flotte resultat vakte også pressens interesse, så både aviser og TV lavede artikler og indslag. Både Bestyrelsen og alle andre medlemmer vil derfor endnu engang ønske stort til lykke og rose for den flotte præstation både på banen og i pressen.

For rigtig mange andre Snegla ryttere og deres dejlige heste har det også været en fantastisk sommer på stævnebanerne rundt omkring i Jylland. De dygtige ekvipager har hentet mange rosetter og præmier med hjem.Rigtig hjertelig til lykke med alle de fine resultater, og den fine måde I har repræsenteret klubben på. Det lover godt for fremtiden.

Lørdag d.15. august mødte over 40 klubmedlemmer op på Nr. Tolstrup til arbejdsdag, og hjalp med mange praktiske ting, der skulle klargøres. Dejligt at så mange havde lyst til at gøre en ihærdig indsats og have en hyggelig dag med andre medlemmer. Derfor en stor ros og tak til alle de fremmødte til arbejdsdagen.

Det næste stævne som Snegla folket har fokus på er selvfølgelig Snegla Open 2015 d. 12. og 13. september. Sådan et stort arrangement kræver meget forberedelse. Stævneudvalget har for længe siden lavet program, aftaler med dommere og diverse andre forberedelser. På selve stævnedagene er der også brug for mange hjælpere Der er heldigvis mange, der allerede har meldt sig til de forskellige opgaver på hjælperlisterne til kiosk, pølsevogn, kagebagning og ledvogteropgaver.

Alligevel kan der godt bruges flere hænder til andre opgaver, og vi vil gerne opfordre alle store og små ryttere på alle hold, samt deres forældre eller bedsteforældre til at overveje at komme og give et ” lille nap ” med. På den måde kommer man også til at lære andre hyggelige medlemmer at kende.

Hvis nogen har et par timer tilovers disse dage, kan man henvende sig til: Lone på tlf nr 28510264 Eller tjekke listen i dagligstuen over tjanser i kiosken.

Lørdag d. 12.september kl. 19.00 er der også fællesspisning i rytterstuen på Nr. Tolstrup. Program og detaljer kan ses på Sneglas Face Book side og på opslag i stalden og i rytterstuen. Vi håber, at der er mange, der har lyst til at deltage og få en hyggelig aften.

Turudvalget har lavet et fantastisk flot program til en fælles ridetur i Klosterheden d. 5 september. Desværre har der været for få tilmeldinger, så det har været nødvendigt at aflyse. Det er lidt trist, fordi udvalget har gjort en stor indsats for at imødekomme flere medlemmers ønske om sådan en fællestur. Vi håber dog, at udvalget har lyst til at arrangere både denne tur igen senere, samt andre ture, og at der så vil være flere, der har mulighed for at deltage.

Til slut et lille ønske fra sodavandskassen i rytterstuen, om at man husker at betale på samme tidspunkt, som tager sine drikkevarer. I de senere uger er der desværre nogle, der har ”glemt ” at lægge penge i kassen med det samme. Nogle vælger dog at lægge penge i kassen nogle dage senere.

De bedste hilsener til alle medlemmer med håbet om en god afslutning på sommeren og et rigtigt dejligt efterår med mange gode ride og hesteoplevelser

fra Bestyrelsen og Anne Marie.

Juni/Juli 2016

Nyhedsbrev Snegla Juni /Juli 2016.

Kære Snegla medlemmer.

Du danske sommer jeg elsker dig ”, starter en god gammel sang. Det gør vi jo alle sammen, men helst med noget sol. Det behøver vores islandske heste slet ikke. De trives meget bedre i blæst og regn, som vi har haft de sidste uger. Så de elsker bestemt vores sommer i år.

Sneglas endagsstævne 11. juni havde også rigtigt dejligt islændervejr. Ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for vådt og en smule blæsende. Derfor kom der heldigvis mange tilskuere. De fik fornøjelsen af at se alle de mange dygtige ekvipager, der konkurrerede i alle gangarter. Der var ryttere fra både Fyn, Nord og Sønderjylland, og flere af dem, der ikke havde været på Snegla før, sagde at de meget gerne ville komme igen, fordi de følte sig godt tilpas og syntes det hele var så godt arrangeret.

Den ros tilfalder især stævneudvalget, der igen havde gjort et fantastisk stort arbejde. Desuden er der også stor ros til alle de mange frivillige hjælpere, der gjorde en kæmpe indsats. Uden det dygtige udvalg og dygtige hjælpere kan man ikke lave stævne. Derfor er det skønt at opleve, at så mange vil møde op og være med.

I skrivende stund ( måske bliver brevet en smule forsinket på grund af ferien )er ca. en halv snes dygtige Snegla ryttere i gang med mange forberedelser til et andet spændende stævne, nemlig DM i Herning 14. -17. juli. Klubben bliver fornemt repræsenteret i de fleste sportsklasser og Gædingekepni i både senior, young rider og junior klasser. Vi ønsker dem alle stort held og lykke og håber, der kommer mange fra klubben og hepper.

Traditionen tro var der også i år ridelejr for klubbens yngste medlemmer første weekend i skolernes sommerferie. I år var der 28 unge mennesker, der ankom fredag eftermiddag udstyret med tasker og madrasser samt store forventninger til de næste dage. De blev bestemt ikke skuffede, idet Juniorudvalget havde lavet et så spændende program, at alle deltagerne var meget begejstrede.

Der var aktiviteter både i rytterstuen, stalden, ridehallen og terrænet. Søndag var der den traditionelle ridetur ti Præstbjerg Plantage, hvor aftensmaden blev indtaget sammen med forældre og familie. Da rytterlejren var slut mandag, var det nogle glade, tilfredse og måske lidt trætte børn, forældrene hentede. De havde alle haft en dejlig oplevelse, og mange var allerede begyndt at glæde sig til næste års ridelejr. Stor ros for det store arbejde Juniorudvalget præsterede.

Sneglas populære søndagsture holder også en lille sommerpause i juli måned. Den sidste tur inden ferien blev 26. juni. Den var som sædvanlig en succes, idet Turudvalget, denne gang Randi havde planlagt en spændende tur, og samtidig havde hun sørget for at hendes mor og søn kom med kaffe og kage i pausen i Sørvad. Der er mange, der glæder sig til de næste rideture.

I sommerferien er det ikke kun klubbens medlemmer, der drager på ferie. Også de dejlige elevheste er draget på sommergræs og nyder deres velfortjente ridepause.

Efter ferien bliver der igen rigeligt at se til, idet der holdes Snegla Open 10. og 11. september. Årets største stævne i vores klub. Derfor vil det være fantastisk, hvis alle der har mulighed for det vil sætte et stort kryds i kalenderen, og komme og hjælpe med de praktiske ting, og være sammen med andre klubmedlemmer. Vi håber, der er mange, der har lyst.

Til Slut vil vi gerne ønske alle Snegla medlemmer en rigtig dejlig sommer.

Mange hilsener fra Bestyrelsen og Anne Marie

August 2016

Nyhedsbrev Snegla August 2016.

Kære Snegla medlemmer.

Selv om sommeren går på hæld, og ferien er overstået for de flestes vedkommende, er der som Snegla medlem, mange andre ting at se frem til og glæde sig over. Der er altid flittige ildsjæle, som brænder for klubben og yder store bedrifter for dens medlemmer.

En af disse ildsjæle hedder Marlene Poulsen. For 3. år i træk har hun stået for Junior rytterlejr for 16 hesteglade piger med egen hest. I år løb den af stablen i uge 31, og det skal siges, at det blev en ny succes.

Ideen til disse rytterlejre er Marlenes egen, og hun sørgede for fantastisk undervisning af Pernille Lyager og Lis Steffensen i mange forskellige spændende discipliner, som pigerne var meget begejstrede for.

Hele ugen kunne man møde glade piger med deres heste i ridehallen, i stalden, på banen eller i rytterstuen, hvor der også blev hygget mellem aktiviteterne. Disse piger skal også roses for, at de var gode til at feje og rydde op i stalden, og det er jo også en meget vigtig ting at kunne, når man går til ridning.

Marlene, som både havde planlagt og tilrettelagt hele ugen, brugte også 5 dage af sin egen ferie på lejren, så hvis klubben havde en fortjenstmedalje, skulle hun absolut have en.

I Juli drog mange af Snegla folket til DM i Herning. Klubben havde hele 10 ryttere, der var kvalificerede til at deltage, så der var mange at heppe på både i Gædingekepni og Sport.

Alle Snegla ryttere red meget flotte programmer, og selv om der var hård konkurrence, blev det til mange fine resultater. 12 årige Emilie S. Haaning havde 2 heste med, som er født og opvokset på Nr. Tolstrup, og på den ene blev hun Danmarksmester for Juniorer i Gædingekepni. Frederikke Stougård, som vandt sølv ved VM i T1 i 2015 vandt sølv i denne disciplin til DM i år, selv om det var hendes første år som senior. Hun var kun et mulehår fra at vinde guld igen i år, idet hun red lige op med Johan Skulason.

3 Snegla ryttere blev samtidig udtaget til landsholdet, som danske repræsentanter ved NM i Norge, der afvikles i disse dage. Det er ud over Frederikke Stougård i T1 også Michelle Andersen og Anne Katrine Carlsen. Vi ønsker stort til lykke til alle de dygtige ryttere i vores klub, og håber det må gå dem godt deroppe. Der sendes ikke Live Stream fra NM, men man kan se resultater på FB siden islænder.dk.

Mange ting kan opleves på Flodgårdvej, men 21. juli skete noget sjældent. Midt under formiddagskaffen stod alle hestene på markerne fuldstændig stille og kiggede som paralyserede på asfaltvejen. Hvad der skete der? Jo, det var såmænd et svanepar, der kom spadserende i adstadigt tempo med 5 store unger. De var på udkig efter en ny sø at slå sig ned i, men inden de var ude af syne, nåede Dorte heldigvis at filme det sjove optog.

Turudvalget har lige lavet endelig tilmelding til Vesterhavsturen 4. september. Program og tilmeldingsliste kan ses i rytterstuen og på klubbens FB side. Der er allerede mange tilmeldinger, og der er nok mange flere, der har lyst til at deltage i denne spændende islændertur. Sidste tilmelding er 22. august.

10. og 11. september afvikles det årlige Snegla Open.

Da tilmeldingen åbnede, var der fyldt op på godt 2 timer, og en ekstra venteliste på 20 blev også hurtigt fyldt op, så stævneudvalget er allerede i fuld gang med de videre forberedelser.

Helt fantastisk at så mange har lyst til at besøge os, og deltage i Sneglas stævne. Når der kommer så mange gæster på besøg, vil bestyrelsen gerne opfordre alle til at rydde op rundt omkring. Hvis ALLE bare rydder op i egne ting, er det hurtigt gjort.

Vi håber som sædvanligt, at der endnu engang er rigtig mange, der har lyst til at hjælpe og bruge et par timer til hyggeligt samvær med andre klubmedlemmer. Alle på supporterlisten vil blive kontaktet på mail, og alle andre er meget velkomne til at henvende sig til bestyrelsen, hvis man vil give en hånd med.

Til sidst skal nævnes, at der er fællesspisning lørdag 10. sept. Kl. 19.00 for stævnedeltagere og alle med tilknytning til Snegla. Program og betaling for aftenen kan ses på Sneglas FB side. Vi håber at rigtig mange har lyst til at deltage.

Så endnu engang er der mange oplevelser i vente for alle Sneglas medlemmer.

De bedste hilsener til alle fra Bestyrelsen og Anne Marie

December 2016

Nyhedsbrev Snegla

December 2016.
Ingen er vist i tvivl om, hvad der mest optager de fleste denne måned i dette land, og egentlig også i vores dejlige klub. Juleaktiviteter og julepynt i mange forskellige udgaver.
Især har nisserne haft travlt, ja nogle af dem startede endog før 1. dec. F.eks. lavede sætternissen et lille stunt allerede i november Nyhedsbrevet, idet afsnittet om klubbens juniordag 29. okt. forsvandt inden udsendelsen. Så derfor vil jeg starte dette nyhedsbrev med at sende juniorudvalget med Jette Gregersen i spidsen en kæmpestor tak for den sjove, kreative og hyggelige lørdag de yngste medlemmer i klubben havde.
Der var opsadlingskursus, turridning, bingo, pizzaspisning og til sidst filmhygge m.m. Det var en kæmpe succes, som både store og små medlemmer har rost i høje toner. Hvad mon de finder på i det nye år?
For de lidt ældre medlemmer var der kursus med Pernille Lyager 19. og 20. og ene undervisning. Hver dag blev der desuden serveret lækker frokost og eftermiddagskaffe . Stor tak til Maj-Britt og kursusudvalget. Mange medlemmer glæder sig allerede igen til 28. og 29. januar, hvor Pernille igen kommer hjem fra Island og underviser på Snegla.
Snart står der også 18. december på kalenderen, og det er jo en af årets store rideoplevelser, hvor rigtig mange store og små rider ind til Brotorvet midt i Holstebro. På vejen aflægges besøg hos Anni og Ditlev Qvist, hvor der er en mangeårig tradition for at der holdes pause, og rytterne får serveret rundstykker og varme drikke, mens hestene får et hvil.
Der er allerede mange medlemmer, der har tilmeldt sig rideturen og det er så dejligt, men sådan et arrangement kræver også mange hjælpere, som skal sørge for at hele flokken kommer godt over diverse veje, der skal krydses, og desuden andre hjælpere, der vil servere æbleskiver i rytterstuen, når alle kommer tilbage til Nr. Tolstup. Heldigvis er der allerede flere, der har tilmeldt sig som hjælpere, men der er i skrivende stund brug for flere. Så hvis nogle medlemmer eller deres familier har lyst og mulighed for at bruge et par hyggelige timer sammen med andre klubmedlemmer, skal man henvende sig til Randi mobil : 22635882 ,og give besked.
Vil også lige minde om at det nu er ved at være tid til at betale det årlige klubkontingent . 06.01.17 er sidste betalingsdag. Alle klubmedlemmer skulle have fået en opkrævning på mail, men hvis du af en eller anden grund ikke har modtaget den, skal du henvende dig til klubbens formand Lone Lauridsen 28 51 02 64.
Til slut vil Bestyrelsen og undertegnede gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et fantastisk nytår med mange skønne hesteoplevelser, samt sige tusinde tak for god opbakning og godt samarbejde i 2016 .

Bestyrelsen og Anne Marie.

Marts 2017

Nyhedsbrev Snegla Marts 2017.

Marts er den måned i året, hvor så mange herlige ting pibler op af jorden, og fuglene begynder at synge meget tidligt om morgenen. Vores dejlige islændere begynder at tabe deres tykke pels, og hver dag kan der samles store bundter hestehår sammen efter strigling. Nogle tager disse hår med hjem i haven, så fuglene nemt kan få lækkert uld til redebygning. En dejlig form for genbrug, og en dejlig tid vi går i møde.

11. februar var den dag i år, hvor en stor del af Snegla folket drog til World Tølt i Odense. Med start i bus fra Nr. Tolstrup kl. 7 og først hjemkomst kl. 23.50 blev det en lang, men ganske oplevelsesrig og sjov klubdag, hvor man ud over at se skønne heste med dygtige ryttere også fik snakket, hygget og handlet. Heidi Hansen havde endnu engang sørget for rundstykker i bussen på vej derned, og fremstillet de lækreste sandwich, som vi nød dernede. Tusinde tak for dit store arbejde endnu engang Heidi. Bare synd at et af vore aktive medlemmer missede busturen og selv måtte køre derned, mens fruen og datteren tog bussen. Husk at booke i god tid næste år. Ha ha !!!!

Den årlige Generalforsamling i Snegla blev igen i år et tilløbsstykke med 65 fremmødte medlemmer, der nød maden og den gode stemning. Hvor er det dejligt, at så mange er interesserede i og har mulighed for at følge med i klubbens liv og dens aktiviteter. Alle valg til de forskellige udvalg blev hurtigt overstået og alle bestyrelsesmedlemmer ønskede at fortsætte. Der var også en god og konstruktiv dialog, der resulterede i mange gode forslag til ting at arbejde videre med i fremtiden. Bestyrelsen har i 2017 indstiftet en ny frivillighedspris ” Den gyldne hestesko”. Den gives til et medlem eller en gruppe medlemmer, der i årets løb har gjort en stor indsats for klubben. I år blev den givet til familien Amby Gregersen, der alle på hver sin måde i forskellige udvalg har medvirket til dejlige oplevelser for klubmedlemmerne. Stort til lykke med den velfortjente pris. Så 22. februar blev virkelig en dejlig Snegla aften.

Allerede 4 dage efter Generalforsamlingen blev klubbens årlige vinterstævne afholdt. Endnu en rigtig spændende Snegla dag, hvor ryttere, forældre, bedsteforældre og mange andre i fællesskab havde fornøjelsen af at se flotte udklædte ryttere og heste konkurrere i forskellige discipliner. Derefter var der forskellige gangartskonkurrencer, hvor de islandske heste blev vist frem med flot ridning og ihærdighed. Rytterne nød tydeligvis også at være fælles om forberedelserne og deltagelsen i det hyggelige stævne. I pausen var der tøndeslagning i ridehallen, og det er jo også altid populært for de mindste. Under hele stævnet sørgede flittige klubmedlemmer og nogle forældre for, at der var rig mulighed for at købe mad, kage og drikkevarer, så vi kan alle sige tusinde tak for endnu en dejlig Snegla dag, og stor tak til alle der deltog.

Bestyrelsen har nu konstitueret sig og fået samme poster som sidste år. Der er også allerede afholdt møde med alle udvalg om det kommende års arbejde. På Sneglas hjemmeside kan man se navnene på samtlige bestyrelses- og udvalgsmedlemmer .

18. og 19. Marts var der planlagt et kursus med Pernille Lyager. Desværre var der denne gang ikke helt deltagere nok til at fylde dagene ud, men allerede 29. og 30. april kan klubbens medlemmer se frem til et nyt og meget specielt og anderledes kursus med Pernille. Der vil blive arbejdet med forskellige aktiviteter, der alle skal give et fint grundlag for forståelse og især samarbejdet med vores dejlige dyr. Beskrivelsen af kurset kan læses på Sportis kalender. Vi glæder os over at kunne give klubbens medlemmer mulighed for at lære nye ting med deres heste, og håber at mange gerne vil være med.

21.05 2017 er der igen aktivitetsdag i klubben. Så vi vil gerne opfordre alle til at slå et stort kryds i kalenderen. Nærmere detaljer og program for dagen kommer senere, men vi vil gerne opfordre så mange som muligt til at møde op denne dag, så vi i fællesskab kan få lavet nogle nyttige praktiske ting, inden stævnesæsonen starter. Det er altid en sjov og hyggelig dag, hvor man har mulighed for at lære nye klubmedlemmer at kende, samtidig med at man gør en indsats for klubben.

Til sidst vil vi lige minde jer om, at der i Snegla (og sikkert mange andre rideklubber) findes to kategorier af ryttere. Til den ene hører dem, der nok ser en kost i stalden, men tænker:” Det er vist ikke lige min tur til at feje ”. Til den anden hører dem, der ser en kost og tænker. ”Ih hvor er det dejligt, at der står en stor kost, så jeg kan hurtigt få fejet efter mig selv og min hest, og jeg tager lige resten af staldgangen, når jeg nu er i gang ”. Håber de fleste hører til sidste kategori, og hvis ikke de gør det, så håber vi de gør en indsats for at komme til at høre til der. Så vil der altid se pænt ud i vores stald til nydelse og glæde for alle.

De bedste forårshilsener fra Bestyrelsen og Anne Marie.

September/Oktober 2017

Nyhedsbrev Snegla

September / Oktober 2017.

Kære Snegla medlemmer.

Hermed lidt nyheder og beretninger om stort og småt fra vores hyggelige islænderklub. At vi har sådan en dejlig klub, kan vi takke alle vores flittige medlemmer for, da det jo i høj grad er medlemmernes energi, indstilling, humør og hjælpsomhed, der bestemmer kulturen i en klub.

Snegla Open.

Alle de kvaliteter mærkede man i høj grad 9. og 10. september, hvor årets største stævne i klubben, Snegla Open, løb af stablen. Hjælperlisterne til sekretariat, bane, dommersekretærer, cafeteria og pølsevogn blev næsten alle hurtigt fyldt op, og det var en fornøjelse at se, hvordan alt klappede. Derfor skal der lyde en kæmpe stor tak for, og stor ros til alle hjælpere. Samtidig med at opgaverne blev løst, havde man det hyggeligt. Lørdag aften var det ekstra hyggeligt i rytterstuen med rytterfesten med mange deltagere.

Der var tilmeldt ca. 65 ekvipager, og de fik afprøvet et nyt stævneprogram. I år havde man nemlig 4 og 5 gangs klasserne med finaler om lørdagen, og alle Tølt klasserne om søndagen. Det betød så, at næsten alle ryttere skulle ride både lørdag og søndag. Vejrmæssigt var det også nogle fine dage. Efter en uge med meget regn var der næsten tørvejr begge dage.

Ny sæson/ nye medlemmer.

En sund klub udvikler sig hele tiden, og det gælder også vores spændende klub. Efter sommerferien har Dorte startet flere nybegynder børnehold op på rideskolen, og flere voksne har også fået lyst til at melde sig på voksen holdene, så det lover godt.

Vi vil selvfølgelig gerne sende en varm velkomst til de nye medlemmer, store som små, og håbe at de alle må få mange gode og uforglemmelige oplevelser i Snegla. Er man som nyt medlem i tvivl om noget, er der altid venlige mennesker på rideskolen, man kan spørge. Se også på Sneglas og Nr. Tolstrups hjemmesider. Der findes meget nyttig viden om klubben og rideskolen.

Fælles tur til Klosterheden.

Hvert år er der den sidste weekend i september, noget man kalder Islandshestens dag. Ikke alle klubber markerer det hvert år, men i år faldt dagen sammen med Turudvalgets planlagte søndagstur tur til Klosterheden, så man kan jo sige, at vi fejrede dagen på den måde. Der var 18 tilmeldte ryttere på enten private eller rideskoleheste. Nogle kørte selv, og resten blev transporteret med lastbil derud. Vejret var fint og humøret var højt, da alle med Randi og Lone i spidsen startede ud på den 2 en halv times lange ridetur. Under turen var der indlagt en lille pause, og efter turen blev der hygget med frokost og kage, mens hestene slappede af, og nød lidt græs. Tusinde tak til hele Turudvalget og til Christel for lækker kage.

Kommende arrangementer.

30. september og 1. oktober afholder Frederikke Stougård et af sine velbesøgte kurser på Nr. Tolstrup. I skrivende stund er der vist et par enkelte pladser tilbage, så hvis du er hurtig, kan du stadig nå at tilmelde dig. Kursusopslag kan ses på Sneglas Facebook side.

Allerede weekenden efter kurset, nemlig 7.10. er der igen et spændende klub arrangement. Der afholdes oktober stævne, som er for alle klubbens medlemmer. Det er et stævne for alle, så skynd dig at kigge på opslaget på klubbens FB side og meld dig til på Sporti. Om aftenen er der rytterfest. Vi håber på mange deltagere til begge dele.

Glædelig nyhed.

En anden glædelig nyhed i klubben er et sponsorat på 40.000 fra Jysk Energi. Pengene skal gå til renovering af vores køkken i rytterstuen. Bestyrelsen har holdt møde med Dorte og Odd, og er gået i gang med af finde ud af, hvordan vi bedst udnytter sponsoratet

Besøg fra Tvis skole.

Spændende er det også når Folkeskolen vælger at afholde noget af undervisningen på ” en rideskole ”.

Det valgte Tvis Skole at gøre i uge 37, idet 4.og 5.klasse skulle arbejde med temaet ” Vikinger ” hele ugen. I alt 100 elever og 3 lærere. Derfor kom der hver dag fra mandag til og med torsdag 25 friske elever med deres lærere på Nr. Tolstrup. De skulle prøve at ride på vikingernes heste. Så hver dag red Dorte afsted med de glade børn, fordelt på 3 hold, på de søde elevheste. Endnu gladere var de, når de smilende kom hjem efter dejlige hesteoplevelser, og så var det lige meget om det var gråvejr, regn eller sol. Når de ikke selv var ude at ride, striglede de heste i stalden, eller hørte foredrag om vikingerne i rytterstuen. Ingen tvivl om, at alle disse børn aldrig vil glemme de gode oplevelser, de fik i rideklubben Snegla.

Sommeren er ovre på kalenderen, men Sneglas kalender er stadig fyldt med spændende arrangementer. Så husk at få meldt dig til, eller kom som tilskuer. Der er plads til alle.

De bedste efterårshilsener fra Bestyrelsen og Anne Marie

Oktober/November 2017

Nyhedsbrev Snegla Oktober/ November 2017.

Regn, regn og atter regn. Det kunne godt være overskriften på den seneste periode på Snegla, men da det lyder lidt negativt, er det også vigtigt at skrive, at der heldigvis også har været dejlige solskinsdage, som både ryttere og heste i vores hyggelige rideklub har nydt. Desuden skal man huske på, at selv om regnen siler ned udenfor, kan det godt føles som solskin inde i stalden og ridehallen. Når man er sammen med hyggelige mennesker og skønne heste.

7. oktober Klubstævne.

I uge 40 var det imidlertid sådan, at vejrudsigten lovede regn hele ugen UNDTAGEN lørdag 7. okt., hvor nogle initiativrige unge mennesker havde planlagt klubbens årlige oktober klubstævne. Derfor så de ca. 40 tilmeldte ryttere og alle andre klubmedlemmer frem til denne dag med stor forventning. Et Snegla klubstævne i solskin er nemlig altid så festligt.

Det blev også sjovt og festligt, men ikke på grund af vejret, for regnen silede nemlig ned hele dagen; men fordi så mange medlemmer stod sammen og leverede en super indsats, enten som stævnedeltagere, hjælpere eller tilskuere. Der blev redet terrænridt og gangartsklasser med høj fart og koncentration. Så der var virkelig meget fin ridning at se på, mens man nød kaffe og lækre kager (også fremstillet og doneret af flittige medlemmer). Efter stævnet var der præmieoverrækkelse i den lune rytterstue. Den våde dag blev afsluttet med en super hyggelig rytterfest. Der var pyntet så flot op med Halloween tema m.m., og Ulrik og Jette havde fremtryllet den lækreste mad, man kan forestille sig. Stor tak til alle, der gjorde en indsats denne dag. Hvor er vi heldige, at være medlemmer i sådan en aktiv og kreativ klub.

Hubertus tur søndag d. 5. 11. 2017.

Næste begivenhed i klubben bliver Hubertus Tur søndag 5. 11. kl. 11.00. Som man kan læse på Sneglas FB side og se på opslaget i rytterstuen, bliver der også i år 2 ture. En hyggetur for dem, der gerne vil ride en rolig tur i skridt og tølt / trav. Den anden tur bliver lidt friskere, idet der også vil være galop. Når alle ryttere er kommet tilbage til Nr. Tolstrup, vil der ligesom de forrige år blive et galop opløb, som det er frivilligt at deltage i. Vinderen får klubbens Hubertus vandrepokal, og anden sidste rytter får et vækkeur. Derefter serveres der suppe i rytterstuen. Turen incl. Suppe koster 50 kr., + (evt. leje af elevheste hos Dorte 100kr. aftales med Dorte). Hvis man bare har lyst til en hyggelig dag på rideskolen, kan man købe suppe for 30 kr. Tilmelding til den dejlige søndag kan ske enten på sedlen i rytterstuen eller på opslaget på FB. Betaling sker på dagen evt. Mobile pay. Af hensyn til suppen er der bindende tilmelding senest 1. november.

Juleridt søndag 17. 12. 2017.

En af klubbens andre hyggelige traditioner er årets juleridt, og selv om det er lidt tidligt at finde julekassen frem, så er der sikkert mange, der gerne vil have sat kryds i kalenderen. Det plejer for det meste at være sidste søndag før juleaften, og i år hedder datoen 17.12.

Der er allerede nogen medlemmer, der har sørget for at få fri fra evt. arbejde denne dag, og på nogle ridehold er man allerede begyndt at tænke på udklædning til ryttere og heste. Der vil komme nærmere informationer på opslag på FB og rytterstuen, men vi håber at se ligeså mange som sidste år (mellem 30 og 35 ekvipager). Er man ny i klubben eller har bare ikke deltaget før, bør man virkelig overveje at give sig selv lov til at opleve denne gamle Snegla tradition. Har man spørgsmål er der altid medlemmer i stalden eller på FB, som man kan spørge til råds. Skal man leje en hest af Dorte er det også en god ide, at være tidligt ude.

Sponsoraftale med Jysk Energi.

I denne uge er Jysk Energis blad Stikkontakten blevet husstandsomdelt, og her kan man læse om 2 af Sneglas stjerne medlemmer, nemlig Anni Qvist, der har været medlem i 35 år og Frederikke Stougård, der er VM rytterstjerne. Håber alle får læst den fine artikel. I skrivende stund er der også gang i planlægningen af det nye køkken, som Jysk Energi har støttet med 40. 000 kr. og som vi omtalte i sidste Nyhedsbrev.

Så som man kan læse, er der altid masser af aktivitet i vores hyggelige klub, hvor der er plads til alle.

De bedste hilsener

Fra Bestyrelsen og Anne Marie

August 2021

Kære Alle Snegla medlemmer.

Vi håber at i alle er kommet godt igennem sommeren, har nydt det dejlige vejr og er kommet godt i gang efter sommerferien igen.

2021 er jo jubilæumsåret for Rideklubben Snegla. I 40 år er der medlemmer der har samles omkring deres fællesinteresse for den islandske hest. Der er mange gode minder fra årene der er gået og det glæder os i bestyrelsen at vi lørdag d. 2. Oktober 2021 kan holde en hel jubilæumsdag på Snegla.
Det bliver et brag af en dag ,hvor jubilæumsudvalget har arrangeret en masse aktiviteter for store og små, nye medlemmer og gamle medlemmer . og alle der kunne have interesse for at se vores klub. Lørdag eftermiddag bliver der masser af fejring hjemme på Snegla, og om aftenen er der en fest i musikteateret. Så sæt kryds i kalenderen.

Bestyrelsen arbejder på højtryk for at få det nye klubtøj på plads. Vi har lavet en aftale med SQ skilte og tryk som holder til i Struer, alt salget kommer til at foregå på en hjemmeside, der kommer mere info om dette både pr mail og på facebook snarest muligt.
Der er noget til store og små og ikke mindst et helt særligt jubilæumstryk i anledningen af vores jubilæum.

Corona er blevet en del af vores hverdag og alt begynder at åbne op igen. Det betyder også at vi hen over sommeren har haft mange dygtige ryttere på stævnebanerne, både til mindre klubstævner, Aros og ikke mindst DM. Tillykke med jeres flotte placeringer .

Der er også kommet gang i udvalgene igen efter coronaen og der er mange aktiviteter enten i støbeskeen eller allerede lagt i kalenderen, senest har turudvalget haft arrangeret vesterhavstur og været af sted Søndag , de melder at det har været en skøn tur med god opbakning.
D. 11. og 12. September har vi Snegla Open, det er en virkelig hyggelig weekend, med masser af dygtige heste og rytter. Det er også en god dag at tage ridevennen, en anden forældre eller sin mor /far i hånden og hjælpe til i cafeteriavognen et par timer. Start uge 36 kommer der et opslag på både facebook og i rytterstuen hvor man kan skrive sig på til at hjælpe enten i cafeteriavognen eller med kagebagning.

I de næste par uger vil der være repræsentanter fra bestyrelsen til stede på Snegla om eftermiddagen,, vi har en kop kaffe og småkager og er klar til en snak om stort og småt, fortælle om vores udvalg, hjælpe med fx sporti, eller hvad der kunne være brug for.
Vi glæder os til at se jer 🙂